Dag 10 – Optagelser på Sandoy
Kl. 8.30 kørte vi i en tæt pakket bil med udstyr og forplejning til dagens optagelser på Sandoy, mod de to “skuespillerinders” hjem i Torshavn. Begge piger stod parate da vi ankom og det samlede filmhold kunne nu køre afsted mod færgen i Gamlarætt. Da vi var i god tid gjorde vi et kort ophold på vejen, hvor vi lavede et par indledende optagelser med de to piger.
Færgen til Sandoy tager ca. 30 min. Denne gang blev vi gynget godt igennem på turen derover. 10 min. kørsel fra færgelejet lå dagens første location, Kálvur Lítlis fold. Her lagde vi ud med at optage de to piger fortælle hver deres historie. Rannvør om sønnernes forsøg på at stjæle fra Kálvur Lítlis kødforråd på den lille holm i søen, og Rakul om Arbejdskonen stjæler brød og betaler med sit liv. Begge piger var utrolig velforberedte og fortalte historierne udenad.
Næste location var den lille holm ved Todness hvor Rannvörs historie skulle fortælles. Vi tog udstyret på ryggen og begav os ned mod søen, her filmede vi de tog piger mens de lejede i vandkanten. Efterfølgende rykkede vi videre langs søen, så Rannvör kunne fortælle sin historie med den lille holm tydeligt i baggrunden. Vejret var nu gået over i blæst og regn, så da vi havde vi havde optaget historien med flere forskellige kamera indstillinger rykkede vi tilbage til bilen og kørte til næste location ved floden. Det var blevet frokost tid, så vi spiste medbragt mad i bilen og genvandt varmen mens regnen piskede mod ruderne.
I læ fra bilen filmede vi Rakuls fortælle hendes historie om arbejdskonen der bærer Kálvur Lítli over den brusende flod, som ligger i baggrunden. Efterfølgende filmede vi de to piger der lejede på trædestenene i vandkanten. Det hårde vejr gjorde det ikke til nogen nem sag at filme, og heller ikke nemt for de to piger som blev våde og forfrosne, men på intet tidspunkt beklagede sig. Vi følte os meget heldige fået to så seje og tålmodige skuespillere. Godt gennemblødte satte vi os alle i bilen igen og satte kursen mod Torshavn. I bilen hørte vi dagens optagelser igennem på vores lydoptager, og pigerne morede sig med at varierer hastigheden, så vi skiftevis lød som hurtigtalende mus eller gamle mænd og koner som snakkede helt utroligt laaangsomt.
Tilbage i Torshavn på P-pladsen ved Nordens Hus, gjorde vi et sidste stop. For at sikre os at pigernes stemmer gik rent igennem på lydoptagelserne, fortalt pigerne hver især deres historie igen inde i bilen, hvor vi var vind- og regnlyde ikke kunne snige sig med ind på lyden.
Vi afleverede de to piger, som hele dagen igennem havde været virkelig søde og meget nemme at arbejde sammen med. Selvom vejret – som det så ofte er på Færøerne, havde leveret besværlige filmoptagelses-arbejdsforhold.
Vi afsluttede dagen med aftensmad på restauranten Hvon, meget tilfredse med dagens arbejde.

