Dag 5 – Tilbage i Tórshavn
I dag skulle vi tilbage til Tórshavn, og måtte sige farvel til Suðuroy. Færgen sejler tidligt, kl 7. fra Krambatangi for at folk der bor på Suðuroy, kan komme på arbejde i Tórshavn. Vi sov over os, og vågnede kun 20 minutter før fægen skulle sejle. Heldigvis er der ikke langt fra Øravik til Krambatangi, så vi nåede heldigvis med.
I Tórshavn indlogerede vi os på Bládýpi Hostel, hvor vi også havde boet sidste gang vi var i Tórshavn. Vi blev nogle timer på hostlet for at forberede optagelserne til fortællingen om den ufattelige onde katolske præst Kálvur Lítli. På søndag skal vi øve optagelserne med de to piger som vi skal filme i næste uge. Derfor ringede vi til Hedvig Westerlund-Kapnas fra Nordens Hus, for at høre, om vi kunne låne et lokale der at øve i, og det kunne vi heldigvis godt.
Senere kørte vi forbi biludlejningsfirmaet bilrokt.fo hvor vi snakkede med Jákup á Borg. Jákup lånte os en bil sidste gang vi var på Færøerne, og denne gang tilbød han os også at sponsorere en bil, hvilket vi naturligvis er utrolig glade for.
Om eftermiddagen forberedte vi os på turen til Sandoy om lørdagen. Vi ringede til Randi Meitil, som vi havde fået kontakt til gennem Hedvig. Om sommeren laver Randi guidede vandrerture rundt på Færøerne, på ruterne besøger man steder, som indgår i de gamle sagn og myter og undervejs fortæller Randi historierne. Heldigvis havde Randi tid at mødes med os allerede om aftenen.
Inden da nåede vi også lige en tur forbi Galerie Focus, hvor vi var til fernisering på en udstilling af Archibald Black, som vi havde besøgt i Klaksvik sidste gang vi var på Færøerne. Archibald havde tegnet en serie virkelig flotte og stemningsfylde portrætter af musikeren Hanus G. Johansen, som i øvrigt også spillede ved ferniseringen.
Vi besøgte Randi i hendes hjem i Torshavn og sammen med hende indtegnede vi på et kort over Sandoy, de nøjagtige steder der optræder i historierne om Kálvur lítli, det blev til rigtig mange afmærkninger på kortet, deriblandt: Kálvur lítli fold, den lille holm, hvor han gemte hans kød, præstens hus – en nyere præstebolig ligger på fundamentet af Kálvur lítli bolig og floden hvor konen bære Kálvur lítli over mf.
Vi forlod Randi’s hjem, meget klogere på Kálvur lítli og med masser af anvisninger til steder vi skal besøge på Sandoy imorgen.

