Motivation

Færøerne er fuld af gode fortællinger; lokale sagn, historiske begivenheder og inspirerende personlige historier, som er knyttet til bestemte steder, man kan opleve på øerne. Filmene vil tage udgangspunkt i lokale karismatiske fortællere, der formidler disse historier til resten af verden.

Færøerne har stadig noget mystisk og magisk over sig, og er fuld af gode fortællinger; lokale sagn, historiske begivenheder og inspirerende personlige historier. Kvæder, kædedans og sange er stadig en vigtig del af færingens kultur. Naturen er vild og barsk og vejret kan hurtigt skifte. Man kan i løbet af kort tid blive indhyllet i en uigennemtrængelig tåge. En snebyge indhyller på et øjeblik det grønne landskab i et hvidt snedække, hvorefter en regnbyge skyller øerne rene igen. Vidtstrakte landskaber med øde grønne sletter, stejle skråninger der leder ned til det brusende og oprørte hav. De smukke stemningsfulde landskaber på Færøerne, er den perfekte scene til at iscenesætte en god historie.

Udvælgelse af historier / Kriterier for historierne

I filmene ser vi fortælleren i de omgivelser, der er omdrejningspunkt for historien. Det er vigtigt at fortælleren har en personlig tilknytning til netop det sted der beskrives, så selv fjerne historiske begivenheder og sagn får en konkret nutidig relevans.

Nedenfor er nævnt nogle temaer/historier som muligvis kan indgå i filmene:

  • Færøernes vilde og ekstreme vejr, og lokale fiskeres oplevelser på havet. Gerne fortalt med lidt overdrivelser og store armbevægelser.
  • Historier om befolkningen på Suðuroy og de farlige sydlandske sørøvere.
  • Den unge færøske pige der kan tomme fåreskind hurtigere, end nogen tidligere har set i familien.
  • Lokal indbygger fra byen Skálavík på Sandoy, fortæller sagnet om Sælkvinden i den nærliggende grotte Bláfelliskúti. Det siges at der i byen findes mænd som regner deres slægtsled fra sælkvinden.
  • Tunnelarbejdere fortæller om klippesprængninger og deres arbejde med at forbinde øernes afsidesliggende bygder.
  • En tiårig pige fortæller begejstret en drabelig middelalderhistorie fra sin hjemby, som hun har lært udenad.

Den endelige handling i filmene er naturligvis ikke fastlagt endnu, og vil i sidste ende afhænge meget af, hvilke per- soner vi møder under udviklingen af projektet, og de historier de kan fortælle.

Distributionsplan

Filmene er primært målrettet onlinedistribution, og vil blive præsenteret samlet på et projekt-website, hvor man kan læse mere om det sted der fortælles om i den enkelte historie. Filmene bliver desuden uploadet til videotjenester som YouTube og Vimeo. Det vil også være muligt at downloade filmene som videopodcasts, så man kan tage dem med på en rejse til Færøerne.

1 Comment so far

  1. Rolf D. Erbst August 23rd, 2014 6:15 pm

    Hej
    Jeg var ansat som gymnasielærer på Færøerne i perioden 1992-94. D.v.s. lige under den store krise, og jeg er i gang med at skrive om dette liv.
    Jeg synes, at et iniativ som det foreliggende er meget vedkommende og spændende, og hvis I har mulighed for at sende mig nogle henvisninger om historier og fortællinger om Færøerne, ville jeg værdsætte det meget. Det er ikke den slags historier, jeg skriver om, da min beretning er ret personlig. Jeg vil bare gerne vide mere om færøsk fortælletradition. Jeg har nemlig den grundlæggende opfattelse, at færinger har de samme problemer og udfordringer, som man har i Danmark. Der er dog den store forskel, at man på Færøerne bærer historien med sig. Den er en del af ens tilværelse. Og sådan er det ikke i Danmark.
    Mens jeg var på Færøerne læste jeg en grufuld historie – jeg tror det var i Dimmalætting. Den omhandlede en mand og hans søn. De havde begået en forbrydelse, der skulle straffes ved halshugning. Men siden man manglede en bøddel på øerne, fik de tilbuddet om, at en af dem kunne blive fri for at blive halshugget, hvis han gik med til at blive bøddel. Men ham, der blev bøddel skulle så henrette den anden. Det forekommer mig, at det var sønnen, der endte med at henrette faderen, men måske er det bare noget, jeg forestiller mig, fordi det er den mest rimelige løsning. Hvis man altså kan bruge ordet rimeligt i denne frygtelige historie.
    Med venlige hilsener
    Rolf D. Erbst

Leave a comment