Researchtur dag 7 – Fredag
Fredag formiddag gik med at skrive fondsansøgninger, organisere vores billede- og videomateriale, samt at planlægge de sidste dage på Færøerne.
Over middag kørte vi ned på havnen til sejlskibet Norðlýsið, her havde vi en aftale med bådens skipper Bigir Enni, som vi havde mødt nogle dage forinden hos pladeselskabet Tutl. Vi fik kaffe i kahytten og hørte historier fra Bigirs tid som erhvervsdykker, samt andre røverhistorier fra havet. Om sommeren sejler Norðlýsið ud med turister og selskaber, som gerne vil opleve Færøerne fra havet, som en del af turen tilbereder og serverer Bigir friskfanget fisk ombord.
Efterfølgende forsvandt Bigir og vi lavede filmoptagelser i kahytten og ombord på dækket i dagens sidste eftermiddagssol. Da Bigir kom tilbage, havde han medbragt en stor pose med fisk og krabbeklør, som vi måtte tage med os hjem. Helt vildt lækkert, specielt fordi vi endnu ikke havde fået færøsk fisk på turen.

Portrætoptagelse af Bigir på hans skib
Om aftenen var der dog mere fisk på menúen. Vi mødtes på sushi-restauranten Etika med Marianne Sofia Rasmussen, som lige var ankommet fra Danmark. Marianne er ofte på Færøerne i forbindelse med hendes arbejde som psykolog, hun har en masse bekendtskaber og kontakter på øerne og har været en stor drivkraft i arbejdet med at arrangere møder og skaffe sponsorer på projektet. Efter en god og hyggelig middag med Marianne vendte vi tilbage til fondsansøgningerne på vores hostel.
